Endagsskuet er lørdag den 29. juni 2024, kl. 8.00 - 17.00. Hvis du ikke er så gammel eller hvis du synes det er en stor mundfuld at være på dyrskue flere dage i træk, er endagsskuet et godt sted at starte.

Specielt hvis det er første gang du skal udstille på et dyrskue, så er éndagsskuet på Børn & Dyr på Bregentved det helt rigtige at starte med. Her kan du få en hyggelig og sjov dag sammen med dit dyr og andre børn, som har samme interesse. Når du deltager i endagsskuet ankommer du lørdag morgen og du og dit dyr kan forlade pladsen kl. 17.

Det koster 275 kr. at deltage og prisen er inkl. forplejning, aktiviteter, præmier og T-shirt. Der er begrænset pladser til heste og først til mølle-princippet er gældende.

Og husk at ALLE børn kan deltage i endagsskuet på Børn & Dyr på Bregentved! Det kræver ingen oplæring, medlemskab af 4H eller andet.

Tilmeld dig som udstiller:

Vil du tilmeldes med din hest - så tilmeld dig her ›
Vil du tilmeldes med dit kæledyr - så tilmeld dig her ›


Bliv klogere på endagsskuet

Hvis du ønsker at deltage i endagsskuet med din hest, er det vigtigt at du ved, at der er plads til 10 heste på endagsskuet. Pladser hertil er derfor efter først til mølle principet. Hvis du vil udstille din hest, skal du være født i 2016 eller før. Desværre kan du ikke udstille hingste født før 2024.

Hvis du ønsker at deltage i endagsskuet med dit kæledyr, så kan du faktisk udstille de fleste dyr, dog ikke grise og lamaer. Har du en speciel dyreart som du gerne vil udstille, så kontakt Lis Madsen på mail: Lis-madsen@outlook.com, så finder vi ud af om det kan lade sig gøre.

Yderligere informationer til dig som udstiller

Få information omkring børnedyrskuer, retningslinjer og aktiviteter i 4H's dyrskuehæfte 2024:
Se dyrskuehæfte 2024 ›

Der kan være specielle sundhedskrav til dit dyr, så læs også sundhedsreglerne:
Sundhedsregler 2024 ›

Praktisk information til dig omkring selve dagen på Børn & Dyr på Bregentved:
Praktisk information 2024 ›

 

Pris og tilmelding

Pris pr. deltager: kr. 275,-
Prisen er inkl. adgang, frokost, T-shirt, aktiviteter, opstaldning og præmier.

Vil du tilmeldes med din hest - så tilmeld dig her ›
Vil du tilmeldes med dit kæledyr - så tilmeld dig her ›

OBS!
Der er tilmeldingsfrist den 2. juni 2024 - så skynd dig at tilmeld dig som udstiller!
I tilfælde af afbud eller andet tilbagebetales deltagelsesgebyret ikke.

Alle børn kan deltage i endagsskuet på Børn & Dyr på Bregentved!
Det kræver ikke medlemskab af 4H eller andet.


Konkurrencer på endagsskuet

Du kan på Børn & Dyr på Bregentveds endagsdyrskue tilmelde dig nedenstående konkurrencer efter ankomst. Nærmere information får du ved ankomst, og tilmelding skal ske i udstillerinformationen efter informationsmødet.

Kaninhop
For alle udstillere af kaniner, også selv om du aldrig har prøvet det før. Du skal blot huske en sele til din kanin.
Hvis man deltager i kaninhop kan man ikke deltage i smådyrslege!

Smådyrslege
For udstillere af kaniner, marsvin og hamstere.
Hvis din kanin, marsvin, hamster eller anden gnaver har mod, stedsans og hukommelse, så skal du deltage i labyrintløb. Det kan også være at din gnaver er god til agurke-, mælkebøtte- og gulerodsspisning? Så er der også konkurrencen om, hvem der spiser hurtigst.
Du kan tilmelde dig hhv. labyrintløb og spisekonkurrencen, hvor der vil være separate konkurrencer for kaniner og marsvin.
Hvis man deltager i smådyrslege kan man ikke deltage i kaninhop!

Hundeagility
Vi håber at alle hundeudstillere vil være med til at lave agility. I agility konkurrencen skal du igennem en forhindrings- bane med din hund, hvor der er blafrende flag, farve- strålende balloner, balancebom, låge, plade og andre spændende udfordringer. Alle kan deltage uanset om man har prøvet at lave agility med sin hund før.

Hesteagility
Hesteagility er en sjov konkurrence med en masse forskellige forhindringer. Her skal du gennem en forhindringsbane med din hest eller pony, ved at føre den ved hånden med trense. Målet er, at dit dyr stoler på dig, så dyret tillidsfuldt og uden tøven følger dig gennem forhindringsbanen. Ridehjelm og lukkede sko/støvler er obligatorisk. Pisk og sporer er ikke tilladt. Alle kan deltage i hesteagility.

 

Bedømmelse

Deltagerne bliver inddelt efter alder (årstalsbestemt) og dyregruppe. Der er en fællesdommer, der sikrer at bedømmelserne går retfærdigt til.

Bedømmelsen starter kort tid efter ankomst, så det er derfor en god idé, at dit dyr er pænt og rent inden I kører hjemmefra.
Bedømmelsen tager ca. 10-15 min pr. udstiller. Der bedømmes hele formiddagen, så hold øje med tidsplanen, som sættes op på informationstavlen ved udstillerinformationen. Tiderne er vejledende, så vær klar ved dit dyr i god tid.

Du bliver bedømt på:

Præsentation af dyret 
Hvordan håndterer du dyret? Små dyr, hvordan bærer du det? Store dyr, hvordan går du med dyret? Heste mønstrer på lige bane.

Pleje af dyret
Er dyret gjort rent og fint?

Viden om dyret
Bedømmelse af udstillerens viden om deres eget dyr og dyreart.

Skilt
Husk at lave et skilt i A4 format. Kreativitet belønnes.


Præmier

Resultaterne af bedømmelserne hænges op i løbet af dagen.
Der er præmier til alle udstillere!


Udstillerens skilt

Ved hvert dyr skal der hænge et skilt som udstilleren selv har lavet.

Skiltet skal ca. have en størrelse som et A4 ark (21x30 cm), det behøver ikke være firkantet.
På skiltet skal der som minimum oplyses om: Katalognummer, navn og alder på udstiller og dyr, hvor du kommer fra og evt. 4H klub.

Skiltet må gerne være kreativt med tegninger, billeder osv. Gerne i plastlomme eller lamineret for at beskytte mod vejret.
Skiltet skal være ophængt hensigtsmæssigt ved dyret.

Det er vigtigt at I tænker over, at stalden er et ”udstillingsvindue” og at der kommer publikum i løbet af dagen for at se jeres dyr og udstilling.

SES VI IKKE FØR, SES VI PÅ BØRN OG DYR 29.-30. JUNI 2024

Vores samarbejdspartnere