Konkurrencer for heste/ponyer

(max. 3 konkurrencer pr. dyr)

Ponylege

Ponylege er en holdleg, som består af 4 løb, hvor 4 hold dyster i mod hinanden. Alt efter hvor mange tilmeldte der er – består et hold af 4 til 5 ryttere.

Vi vægter sikkerhed højt, så modsat normale ponygames gælder det ikke om at komme først, men om at ramme en optimaltid for banen. Dommeren orienterer holdene om en optimaltid forud for det enkelte løb – og det hold, som har sidste rytter over målstregen tættest på optimaltiden får 4 point, næste hold får 3 point – derefter 2 og 1 point. Optimaltiden sættes så vidt muligt ud fra en gennemførelse i rolig trav. Det er IKKE tilladt, at have tidtagere uden for banen til at hjælpe med at holde styr på tiden.

Det er et krav, at der rides med sadel, trense, ridehjelm, ridestøvler med hæl samt sikkerhedsvest. Pisk og sporer er ikke tilladt. Der skal rides pænt – og det er ikke tilladt at bruge andre ting som pisk – såsom tøjler, flag eller andet. Martingale, fortøj samt gamacher og lignende er tilladt.

Man må ved tilmelding gerne komme med ønsker til hvem, man vil være på hold med, så prøver vi at efterkomme dette så godt vi kan – men der er ingen garantier.

Løb 1 Slalomløb
Hver rytter, får udleveret en stafet - og rider enkeltvis slalom til den anden ende af banen – runder vendepunktet (en junge) og rider slalom tilbage igen. Ved mållinjen gives stafetten videre til næste rytter. Alle slalompinde skal rundes – misses en eller flere – rides tilbage og prøves igen til det lykkes.

Løb 2 Balanceløb
Rytterne rider enkeltvis på skift til den modsatte ende af banen og runder vendepunktet (en junge). Ved balancebommen hoppes af hesten, hvorefter man balancer over bommen – med sin hest ved hånden. For enden af bommen kastes en bold i spanden MENS man står på balancebommen. Herefter mønstres i mål.

Hvis man ”falder” af balancebommen startes forfra på denne. Det er IKKE tilladt at slippe sin hest. Væltes spanden til boldene rejses denne igen. Man kaster til man rammer spanden – men bruger samme bold, så der er bolde til alle. Er man først nået til at kaste bold – skal man ikke gå hele balancebommen igen.

Løb 3 Kopløb
På banen står to pinde i hver sin ende. Ved første rytter hænger der en kop på første pinde. Denne kop flyttes af første rytter til pinden i den anden ende. Rytter nummer to flytter koppen tilbage til den første pind – og så fremdeles så rytterne på skift flytter koppen fra den ene ende til den anden.

Der skal siddes på hesten under hele løbet. Taber man koppen, skal man samle denne op igen selv.

Løb 4 Flagløb
På banen er placeret to junger i hver sin ende. Rytterne rider på skift til den bagerste junge med et flag i hånden og mens de runder denne sætter de flaget i jungen. På vej tilbage tager de et flag fra den junge, der står på midten af banen. Flaget gives til næste rytter, som derefter må ride.

Stilspringning

Kl. 1               10cm bom trækker/hjælp tilladt    

Kl. 2               30cm trækker/hjælp tilladt

Kl. 3               50cm

Kl. 4               70cm

Kl. 5               90cm

• Hver equipage må max starte 2 klasser
• Heste og ponyer rider samme bane
• Klasser rides ikke på tid men efter at gennemfører uden fejl og der gives rossetter til de 3 bedste ridt i hver klasse samt diplomer for alle fejlfrie runder.
• Husk alle der skal springe skal ride med ridehjelm og sikkerhedsvest.
• Der rides på græs så meld hellere til i en klasse mindre end du plejer, da højden bliver holdt.

Mønstringskonkurrence

Mønstringen foregår på trekantbane. 

1. Du skal holde tøjlen i højre hånd ca. 10 cm. fra biddet og have resten af tøjlen i samme hånd 
2. Du løber ind mod dommeren fra C med hesten i trav stop 3-5 m. fra dommeren 
3. Stil ponyen med den manfri side til dommeren, så hun kan se alle 4 ben på hesten. 
4. Gå nu op mod A og vend tilbage igen. 
5. Nede ved dommeren stiller du op igen inden I løber i trav rundt i den afmærkede trekant (Dommer-B- C – Dommer). Hesten skal skridte rundt i hjørnene.
6. Foran dommeren stilles igen op med siden til og når du synes den står pænt træder du ud til siden og nikker for dommeren.
7. Som afslutning traves mod B, hvorefter mønstringen er slut.

Agility

Konkurrence hvor du skal gennem en forhindringsbane med din hest eller pony, ved at føre den ved hånden med trense. MÅLET er, at dit dyr stoler på dig, så dyret tillidsfuldt og uden tøven følger dig gennem forhindringsbanen. Ridehjelm og lukkede sko/støvler er obligatorisk. Pisk og sporer er ikke tilladt.

  

Tilmeldingen til ovenstående konkurrencer foregår fredag aften!

Kaninhop

Kaniner kan li´ at hoppe og du kan øve dig hjemme eller i din 4H klub.

Flere 4H klubber har købt eller selv bygget kaninhop, så du kan træne din kanin i klubben. Der er regler for kaninhop.

Til kaniner: Husk sele til din kanin

Labyrintløb

Har dit marsvin eller din kanin mod, stedsans og hukommelse? Så skal du deltage i denne konkurrence.

Agurke-, mælkebøtte-, gulerodsspisning

Både kaniner, hamstre, marsvin og andre gnavere kan deltage i konkurrence om, hvem der spiser hurtigst.

Agility for hunde, kalve, får og geder

I agility konkurrencen skal du igennem en forhindringsbane med dit dyr hvor der er blafrende flag, farvestrålende balloner, balancebom, låge, plade og andre spændende udfordringer.

Mønstring for hunde, kalve, får og geder

Der mønstres på samme bane som til bedømmelsen.

Udstillere med smådyr kan tilmelde sig ovenstående konkurrencer efter ankomst ved informationen fredag aften.

Nærmere information fås på dyrskuet.

Kontakt os

Find din kontaktperson her eller kontakt os på

  • Telefon:  87 40 87 58